Viden og inspiration
Motivation i skolen
Skrevet af Lars Engeborg
Ifølge Mikkel Giver Kjer, Senioranalytiker hos VIVE skal børns motivation betragtes som noget, der skabes og modnes – og ikke en egenskab det enkelte barn har eller ikke har. Motivation er noget, som underviseren har privilegiet – men også ansvaret for – at stimulere og understøtte, så elevers deltagelse og engagement I undervisningen øges. Motivation er dermed en formbar størrelse, som især den professionelle underviser kan skabe eller tabe. Selvbestemmelse skaber motivation og hvis du som underviser skubber til elevers oplevelse af selvbestemmelse, så fremmes deres motivation. I selvbestemmelsesteorien, SDT, er udgangspunktet, at mennesker generelt drives af tre grundlæggende psykologiske behov:
-
- Selvbestemmelse
-
- Kompetence
-
- Samhørighed
Edward L. Deci og Richard Ryan skrev bogen ”Self-Determination and Intrinsic Motivation in Human Behavior” i midten af 1980 ́erne. I en uddannelseskontekst har det vist sig, at en understøttelse af netop de tre psykologiske behov giver bedre læringsresultater og øger elevers faglige engagement, selvværd og vedholdenhed. Det er afgørende at børn inviteres med I beslutninger om, hvordan de går I skole. Hvis børn er så heldige, at de skal undervises I et læringsrum med en ny indretning, så bør de være med til f.eks. at udarbejde fælles regler i rummene.
Et læringsrum i zoner understøtter børnenes læring og trivsel, fordi de får indflydelse på:
-
- Hvor de befinder sig i læringsrummet
-
- Hvor længe de opholder sig et bestemt sted
-
- Hvem de arbejder ved siden af eller sammen med
Hvis vi ser på hvor børnene opholder sig i et læringsrum i zoner, så er der mange forskellige muligheder i lav, mellem og højt leje. Hele lokalet er aktivt og det gælder også gulvet eller puffer, som kan flyttes rundt. 60-70% af børnene i en gives børnegruppe er i stand til helt selv at beslutte, hvor de opholder sig. 20-30% vælger i samarbejde med deres lærer, mens det kun er op til 10%, som ikke endnu har kompetencerne til selv at deltage i valgene. Det er her jeg bruger Carol Dwecks berømte sætning: ”The power of Yet”. Når lærere skal samarbejde med de børn som endnu ikke selv er i stand til at beslutte, hvor de skal være i læringsrummet og hvor længe, så er det vigtigt at give dem håb om, at de kan komme til at bestemme selv. Vores undersøgelser peger også på, at langt, langt de fleste børn kommer til selv at bestemme. De øver sig dagligt i det.
Når vi spørger børnene, så kan de fleste af dem nævne mere end syv meget forskellige arbejdspladser i et læringsrum i zoner. Der er stor forskel på, hvor længe børn ønsker at blive det samme sted og nogle børn opholder sig ofte det samme sted. Det mest populære arbejdssted er et af højbordene i Gruppezonen. Andre børn flytter meget rundt i rummet. Børn har meget forskellige behov. Læreren kan vælge at give børnene indflydelse på, hvem af deres kammerater de arbejder sammen med. Fra min tid som elev, lærer
og leder på flere forskellige efterskoler har jeg oplevet, hvor stærkt det er for gruppedynamikken, når elever konstant blandes med hinanden. På mange kostskoler kan man gøre det med flere hundrede elever og stadigvæk opnå samhørighed imellem dem. Når efterskoleeleverne blandes i de forskellige fag, hvem de bor på værelse med, dem de er i køkkenet med, deres valgfag, sovegrupper på rejser, sidemakker i bussen osv., så føler de sig som én stor gruppe. Hvis det gøres konsekvent og dygtigt, så er det et meget effektivt redskab til at skabe trivsel i en stor elevflok. På grundskoler hvor børnene ikke overnatter hver dag er de ikke helt så tætte med hinanden, men de er til gengæld sammen over en meget længere periode end efterskoleeleverne er. Når børnene ikke har faste pladser i læringsrummet, så giver det læreren mulighed for at benytte den samme strategi som efterskolerne. Hvis børnene hele tiden er sammen på kryds og tværs, så understøtter det børnenes samhørighed. I Cooperative Learning som kom til Danmark i 2006, bruges den samme strategi for udviklingen af børns trivsel. Børnene blandes også her hele tiden på kryds og tværs og taler med hinanden om stort og småt. Mange koncepter har gennem tiden haft deres indtog i grundskolen - Cooperative Learning er en af de absolut bedste af dem alle.
Hvis vi ser på de førnævnte tre grundlæggende psykologiske behov, så bidrager læringszoner til opfyldelse af dem alle tre. Selvbestemmelsen opfyldes ved at eleverne selv vælger sted og arbejdsform i rummet, hvis de er i stand til det. I større eller mindre grad bør børn også have lov til at vælge hvem de arbejder sammen med. Det kræver drøftelser med og mellem børnene om, at de valg de træffer skal ske både ud fra et læringsperspektiv og sociale ønsker. Hvis børn skal være med i de beslutninger, så skal vi udvikle deres metakognitive strategier. Det er naturligvis lærerne som i sidste ende afgør, hvad der er bedst for børnegruppen eller for det enkelte barn. Børnenes kompetencer udvikles, fordi de løbende udfordres til at træffe de gode beslutninger og deres samhørighed styrkes, fordi de hele tiden arbejder sammen på kryds og tværs med deres kammerater. Jeg vil gerne her slå et slag for begrebet ”random” i forhold til gruppedannelse i skolen. Tilfældighed er et utroligt stærkt princip for gruppedannelse i skolen. I den forbindelse er jeg stødt på “Thinking Classroom”, hvor det er vigtigt at etablere nye grupper ca. hver halve time. På den måde undgås det, at hierarkiet blandt børn i gruppearbejde bliver fastlåst. Et læringsrum i zoner kan ikke direkte sammenlignes med gruppearbejdet i Thinking Classroom, men hvis børn hele tiden flytter rundt i læringsrummet, så opnås nogle af de samme fordele ved tilfældighedsprincippet i gruppedannelse.
Skoler kan vælge at inddrage børn om det meste der har med skolens virke at gøre. De kan gøre det for at leve op til Folkeskoleloven, bekendtgørelser og vejledninger eller de kan gøre det fordi det giver mening og fordi det fremmer en skole med mindre elevfravær, mindre skoletræthed og bedre trivsel og læring.