Artikler og inspiration

Viden og inspiration

Demokrati og medbestemmelse i skolen

Skrevet af Lars Engeborg 

Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Folkeskolen skal også forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre og være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. (Uddrag fra Folkeskoleloven). Hvis skoler skal lykkes med det, så skal de både arbejde målrettet med det repræsentative demokrati i elevrådet og det direkte demokrati i skolens hverdag i alle elevgrupper. Jeg vil her koncentrere mig om det direkte demokrati, fordi det for mig hænger sammen med den måde vi fremad bør indrette grundskolen. Lærerne taget i dag et stort ansvar for elevkulturen specielt gennem et øget fokus på klasseledelse og trivsel. Ifølge en undersøgelse af VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) er skoleglæden på trods af de gode intentioner og den øgede fokus fra lærerne faldet i perioden 2009 – 2021. Flere børn oplever, at de har svært ved at koncentrere sig i skolen og antallet af skoletrætte børn eller børn som decideret mistrives stiger desværre gennem skoleforløbet. Dvs. at børn er gladest for at gå i skole, mens de er små. Hvis vi for alvor skal ændre den kedelige tendens, så skal skolerne arbejde målrettet med børnenes indflydelse på deres egen og på hele elevgruppens dagligdag. Den internationale ICCS-undersøgelse ser på elevernes forståelse af politik, demokrati og samfundsforhold. I den seneste undersøgelse fra 2016 lå Danmark nummer 1 i hele verden. Det skal vi naturligvis glæde os over, men der er som jeg ser det plads til forbedringer. Hvis vi sætter endnu mere fokus på demokrati og elevmedbestemmelse i skolen vil det have en gavnlig effekt på børnenes forberedelse på videre uddannelse, på deres fremtidige arbejdsliv og på deres liv generelt. Vi ved ikke præcist hvad det er for jobs vi i dag uddanner børn til, men vi ved at deres succes på arbejdsmarkedet afhænger af, hvor gode de bliver til både selvstændigt og i samarbejde med andre at træffe store og små beslutninger. Hvordan er det så vi i skolesammenhæng kan give børn endnu mere indflydelse, så de lærer at tage ansvar for sig selv og deres kammerater, samtidig med at deres trivsel øges? Når vi ser på begrebet læring ud fra den mest simple model bestående af undervisningens form og indhold, så er det lettest, hvis børn får en øget indflydelse på deres arbejdsform. Det er det, fordi børnene på egen krop kan mærke, hvad der er bedst for dem, og hvis skolen og medarbejderne så oveni udvikler et sprog og sætter mål for kompetencerne sammen med børnene, så får lærerne et meget vigtigt redskab, som de kan bruge i dagligdagen. Børn har sværere ved at vurdere og vælge indholdet i undervisningen. De kan naturligvis have nogle ønsker til indholdet, men det er en vanskelig opgave for børn at skulle forholde sig til læseplaner, faghæfter og vejledninger. Ca. 90% af en børnegruppe kan helt selv eller i samarbejde med deres lærer beslutte, hvordan de skal arbejde i et nyindrettet læringsrum i zoner uden faste pladser. Det kan de efter få uger i rummene. 90% er et vanvittigt højt tal, når vi ved at næsten alle skolebørn i hele verden dagligt sidder på hver deres egen faste plads. Det er altså kun op til 10% i en hvilken som helst børnegruppe, som har brug for deres egen faste plads i skolen. I de allernyeste læringsrum vi har indrettet, er tallet endnu lavere. Et læringsrum uden faste pladser øger børnenes trivsel mærkbart, fordi 90% af dem får indflydelse hvor de opholder sig og hvor længe. Tallene kommer fra vores egne feltstudier, som vi gennemfører, når vi har indrettet et nyt læringsrum i zoner. Vores evalueringer via spørgeskemaer ligner hinanden utroligt meget og konklusionerne er de samme uanset alder fra 1. – 6. årgang. Lærerne har svært ved at vurdere, hvilket lokale børnene lærer bedst i - det traditionelle eller et læringsrum i zoner. Det kan vi heller ikke vurdere, for vi ved stadigvæk ikke ret meget om hvordan mennesker lærer. Børns trivsel og læring i skolen er en kompliceret størrelse. F.eks. er samarbejdet mellem den enkelte voksne og børnene meget afhængig af den voksnes personlighed og evne til at skabe relationer til hvert enkelt barn.

Når vi taler om at sætte et projekt i gang med læringszoner på nye skoler, så er det ret simpelt og let at arbejde med. Vi har en meget høj succesrate når vi indretter læringsrum i zoner. Vi anbefaler altid skolerne, at de sætter udvikling af undervisningens indhold i stå, mens de udvikler arbejdsformen i et nyt læringsrum i zoner. Det er klart, at når hverdagen efter en omstilling til læringszoner fungerer for børnene og medarbejderne, så skal skolen igen i gang med at udvikle undervisningens indhold.

Hillerød-modellen

Fra 1980 - 1983 blev der i Hillerød-projektet eksperimenteret med idrætsundervisningen, fordi en række forskere og Hillerød Kommune ønskede at udvikle den. Idrætsfagets timetal blev udvidet og fysiologiske effekter blev undersøgt blandt eleverne. En central model for forståelsen af børns indflydelse eller mangel på samme står stadigvæk meget tydeligt frem i projektet. Det gør den, fordi den er let at forstå og modellen er lige så relevant i dag, som den var i starten af 1980 ́erne. Undervisning kan opdeles i form og indhold. Analyse af modellen: I firkant 1 er formen lukket og indholdet er lukket. Det betyder at læreren har besluttet begge dele uden børns involvering. I firkant 2a er formen åben og indholdet lukket. Læreren har bestemt indholdet uden at involvere børnene, mens formen er åben og involverer børnene. I firkant 2b er indholdet åben og formen er lukket. I firkant 3 er både indhold og form besluttet af læreren og børnene i fællesskab eller kun af børnene. Jeg tænker at der er meget lidt undervisning i DK, som bygger på åben indhold og åben form. I Hillerød-projektet var en af de vigtigste konklusioner, at det ikke er fornuftigt at bygge undervisningen op på åben indhold og åben form.

Relevansen mellem læringszoner og Hillerød-projektet er klart, selvom Hillerød-projektet kun omhandlede idrætsundervisning. Læringszoner bygger grundlæggende på 2a i Hillerød-modellen, fordi børn automatisk får indflydelse på arbejdsformen, som foregår i rum med læringszoner. I forhold til demokrati og medbestemmelse i skolen er det et kvantespring.

Roger Harts Deltagelsesstige

Deltagelsesstigen blev udviklet i 1997 (Ladder of participation) og den bruges i mange sammenhænge. F.eks. i Unicef Rettighedsskole og KL (Kommunernes Landsforening) bruger den også til deres "Involvering i Børnehøjde". Der er i alt 8 trin. På de tre første trin er børn ikke involveret. Alle beslutninger omkring undervisningen træffes af voksne. På trin 4 bliver børn informeret, mens det stadigvæk er voksne som tager initiativ og træffer beslutninger. På trin 5 konsulteres børn og deres synspunkter tages alvorligt. På trin 6 - 8 ses et samarbejde mellem voksne og børnene. Det højeste niveau på deltagelsesstigen er, når børn tager initiativ og starter projekter, som de inviterer voksne ind i.

Vil I arbejde videre med jeres læringsrum?

Fortæl Lars om jeres skole, elevgruppen og de udfordringer, I gerne vil finde en løsning på.